DM 2013

Lørdag d. 23/11 drog Esbjerg CITY Taekwondo Klub, af sted til Odense for at deltage ved de danske mesterskaber i kamp. Vi havde følgende kæmpere med som stillede til start: Max Alstrup, Cecilie Ladefoged, Sara Tøt, Louise Bro Overgaard, Thomas Henriksen og Janni Vever Iversen.
 
Forberedelserne til dette års DM har, for specielt tre af kæmperne, været exceptionelt gode. Det drejer sig om: Sara, Louise og Janni. To uger inden DM er de, sammen med undertegnede, nemlig hjemvendt fra en to ugers lang træningslejr i Miami. De har i den grad fået lov til at træne med de bedste af de bedste!
Alle på nær Janni kunne forvente at have modstandere til stævnet. Nogle havde endda op til flere kampe for at komme i en eventuel finale. Det var et DM med et stærkt felt i mange klasser, og generelt bare med super mange deltagende i forhold til hvad, der plejer at være. Hele 215 tilmeldte til dette års DM.

Max møder i sin første kamp en kæmper fra Frederikssund, som har en smule længere rækkevidde end ham selv. Der bliver kæmpet alt, hvad konditionen kan trække, men Max får det aldrig rigtig til at fungere, og slutresultatet lyder derfor således på 1-5. Bronze til Max.

Cecilie
, som var forsvarende Danmarksmester, er rykket op i vægtklasse, og fik to kampe. I første kamp vælger modstanderen ikke at møde op, og Cecilie går derfor direkte i finalen, som hun dominerer hele vejen igennem og vinder 17-3, kampen blev stoppet i 2. runde. Nu kan Cecilie kalde sig dobbelt danmarksmester! Guld til Cecilie.

Sara er direkte i finalen, hvor hun møder Sarah Malykke fra Risskov. Inden dette opgør ved Sara godt, at hun skal møde en super stærk modstander, som i dette tilfælde også sidder med en super god coach i form af Bjarne Johansen. Sara går ind og laver en super god kamp, undgår utallige hovedspark og kæmper til det sidste. På intet tidspunkt taber hun modet. Slutresultatet lyder på 2-14. På papiret et nederlag, men mentalt en sejr, der SKAL huskes! Sølv til Sara.
 
Louise var ligesom Cecilie regerende Danmarksmester og gik direkte til finalen, hvor hun møder Laura fra Albertslund. Louise kommer udmærket fra start og tager føringen, kort efter modtager hun dog et hovedspark og kommer bagud. Efter at være kommet bagud formår hun ikke at få fat igen og taber derved kampen 15-5. Sølv til Louise.
 
Thomas har i løbet af året ikke fået nogle rangliste point, og derfor har han den længste vej til finalen i denne klasse. I første kamp møder han en kæmper fra Copenhagen City taekwondo. Taktikken mod denne kæmper var lagt, og første runde forløber planmæssigt. I anden og tredje runde går Thomas markant ned i niveau og afviger fra taktikken, det straffes prompte af Thomas’ modstander, og pludselig er han bagud 7-1. Dette ender også som kampens resultat. Desværre intet metal til Thomas i denne omgang.
 
Janni havde som før nævnt ingen modstander, formentlig fordi der ikke er nogle der tør stille op!? Det betyder, at Janni uden kamp kan tage en guldmedalje og nogle rangliste point med sig fra stævnet. Guld til Janni.
 
Vh Coach Mike